Løsgængere - en ren illusion

Quick jump: Underemnets startside, Hovedsiden

Løsgængere i Folketinget er de eneste valgte kandidater, der i det daglige er fritaget fra de politiske partiers åg, og som dermed må siges kun at være "bundet af egen overbevisning". Til gengæld drukner de i arbejde. Hele det politiske system er nemlig indrettet på at "mindste enhed" er et politisk parti, der uanset antallet af mandater i Folketinget kan trække på et større bagland, der kan levere arbejdskraft til sagsarbejdet. Derfor er sagsmængden også blevet enorm, og da løsgængere ikke nødvendigvis har dette bagland, så er de i mere eller mindre grad prisgivet. De har ingen chance for at være ajour med alle sager.

Og dette forhold bliver typisk brugt til at argumentere for politiske partier og mod løsgængere. Formentlig i stil med "én mand/kvinde kan jo ikke følge med i alle sagerne, så derfor kan de ikke opfylde deres mandat". Men hvad er det der er galt her ? Er det løsgængerne, fordi de kun råder over begrænset arbejdskraft og -tid ? Eller er det i stedet systemet der umuliggør at løsgængere reelt kan eksistere ?

For hvorfor er det at sagsmængden er så enorm ? Tidligere, f.eks. i starten af forrige århundrede, var sagsmængderne ikke slet så store, så der ville løsgængere have haft lettere kår.

Ja i bund og grund er det jo en ond cirkel der er startet. Eftersom de politiske partier har monopoliseret den politiske arena, så har de også øget sagsmængden. Mere tilgængelig arbejdskraft medfører uvægerligt mere sagsarbejde. Og når der er meget sagsarbejde, så vil den gruppe (det parti) der bearbejder sagerne bedst, stå bedst i senere forhandlinger. Altså, mere sagsarbejde medfører behov for mere arbejdskraft. Et voilà, vi har den onde cirkel. Summa-summarum: mere sagsarbejde medfører endnu mere sagsarbejde.

At vi i dag har et "medie-demokrati", hvor fremtrædende politikere blot venter på en chance for at profilere sig i medierne på enkeltsager, og hvor politikerne i stigende krav laver detailpolitik fremfor "ramme-politik", medfører at sagsmængden kun stiger og stiger. Vores samfund er helt klart blevet mere komplekst, men dette medfører ikke nødvendigvis at det også skulle blive grundlæggende mere komplekst set fra politikersynsvinkel. Men politikerne har forsømt chancen for at løfte sig op på et højere abstraktionsniveau i takt med samfundets udvikling. I dag sidder politikerne stadig og blander sig i detaljer som man også blandede sig i for 100 år siden. I stedet for at forsøge at lave overordnet politik, og så overlade til amts- og kommunal-politikere eller f.eks. private firmaer at udfylde "detaljerne".

Et eksempel på dette fænomen kunne være arbejdsløshedsforsikringen.

Så i dagens politiske system er løsgængere en illusion. Jacob Haugaard blev valgt på trods af de politiske partier og hele valgsystemet, ikke på grund af eller ved hjælp af dem. Og han ville reelt ikke have haft en chance for genvalg, hvis han havde været en seriøs politiker og ønsket det, da hans chancer for at lave reel politisk arbejde på Christiansborg var lig nul. Hans eneste mulighed var at være Christiansborgs humoristiske indslag, og så forsøge at markere sig på et par enkeltsager.

Nej, hvis løsgængere skal have en reel chance skal der laves noget grundlæggende om i det nuværende system.

Made with HahtSite 5.0 from Haht Software (http://www.haht.com)
© 2001+ Lars V. Nielsen. Gengivelse kun mod eksplicit skriftlig tilladelse.
 
Siden er sidst opdateret / Page last updated : 29. juni 2001